Change language

Hanne Løvendahl

Her kan du læse om Hanne Løvendahl og hendes oplevelse af Cph Volunteers.

Hvorfor meldte du dig ind i Cph Volunteers?
Jeg er en meget social og nysgerrig person, der elsker udfordringer, så det tiltalte mig i høj grad at kunne være frivillig ved mange forskelligartede events og samtidig møde folk i alle aldre fra mange kulturer.
Ulla fra korpset og jeg var i 2014 sammen på en statistopgave, og hun mente, at Cph Volunteers måtte være lige noget for mig. Jeg gik hjem og undersøgte hjemmesiden, og så var jeg "solgt".

Hvad laver du til hverdag og i din fritid?
Jeg arbejder for vikarbureauet SOS som social- og sundhedshjælper på Plejehjem i Hvidovre. I fritiden ser jeg familie (især mit skønne barnebarn Steen på 7 år), venner og bekendte, og er ud over Cph Volunteers også frivillig på mange andre fronter: Aktiv i bestyrelse og som tovholder i SingleRock Café København, September 2015 er jeg for 4. år i træk frivillig hos Golden Days og jeg er anbefaler for Kulturkongen. Desuden spiller jeg amatørteater og er medlem af statist.dk, som giver mig mange spændende oplevelser i film, tv, reklamefilm, artikler osv.

Hvad har været din største oplevelse i forbindelse med en opgave?
Jeg startede i januar 2015 og har deltaget i 8 meget forskellige events, som alle på hver sin måde har gjort indtryk på mig (Fashion Week, Copenhagen Open, Popcon, Dr. Margrethes 75-års fødselsdag, Powerman, Københavns Middelalder Marked, Grundlovsoptoget og Cph Stage).
Det var en helt speciel og festlig dag, da jeg var flaguddeler ved Dr. Margrethes 75-års fødselsdag, og folk kom bare hinanden så meget ved allerede i bussen 1A, hvor jeg faldt i snak med en flok damer, der var på vej til Amalienborg. Sikke en glæde og folkefest og mange tog glade og overraskede mod vore flag og postkort med Dr. Margrethe på forsiden og ruten på bagsiden. Det var en fantastisk og givende oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg havde et par postkort i overskud, og det ene fik mit barnebarn, og det andet vakte stor glæde på et Plejehjem, hvor mange af de ældre jo ofte er meget royale.

Hvad er det bedste ved at være medlem af Cph Volunteers?
Jeg får indsigt i nogle events, som jeg måske ikke umiddelbart selv ville deltage i, og ret ofte bliver jeg positivt overrasket.
Det at være frivillig og "lege" lidt giver mig overskud og ny energi til mit almindelige arbejde, og samtidigt udvikler jeg nye kompetencer og får idéer og tanker, som jeg kan bruge i mit øvrige fritidsengagement, for det ene udelukker jo ikke det andet! Det er spændende og interessant at møde folk i alle aldre og fra alle mulige kulturer, samt mulighed for bl.a. inspirerende kommunikationskursus.